BOGANMELDELSE    Der er noget rastløst og uregerligt over Viggo Madsens digte (eller er det i enkelte tilfælde kortprosatekster?) En konstant bevægelse, konstant uro, konstant længsel efter andet og/eller mere, et tilbagevende brud med formen og normen. Og i øvrigt et tilbagevende fokus på det seksuelle, begæret, dominansen – også og især til dette: trangen til at dominere og bevæge sig ind i – eller trænge ind i, om jeg så må sige. Tag for eksempel teksten med titlen: ”von RICHTHOFEN IAGTTAGER MARLENE DIETRICH I NATTOGET:

”Kvinden på den anden side af midtergangen / ja, jeg kunne se hende helt op til næste søndag! / lagde nu sine spændstige lår så stramt overkors / at hendes kusse må have sløjfet sig til et 8-tal, / et moebius-bånd, kvindeligt nok, for skønt / hun helt indlysende var en pige med hul i, / ville en mand, hvor meget han end længtes / efter at trænge ind, helt ind, til han kom ud / hinsides saligheden, altid befinde sig på den / side af hende, han var trængt ind fra, først / senere ville han opdage, hvor tæt på paradis”.

Rastløshed, bevægelse, uro, længsel, begær – alt i et. Sådan er Viggo Madsens digte (og kortprosatekster). Jeg er klart tilbøjelig til at give forlaget ret, når det på omslagets bagside skriver, at forfatteren både kan ”bide sammen og bide fra sig”. Det nemlig det, han kan – manden der i 2001 modtog den prestigiøse Aarestrup-Medalje: øse af sin stilistisk, sproglige rigdom og af sin særegne blanding af afgrundsdyb alvor og fanden-i-voldsk bidskhed.

***  /  Digte  /  Forlaget Hovedland  /  104 sider