Pumpehuset lægger for tiden scene til en række kurraterede dobbeltkoncerter, som både er godt tænkt og godt tilrettelagt. Det publikum der primært møder op for at se og høre aftenens første orkester, får aftenens andet orkester med i købet – eller omvendt. To koncerter for 200 kr. – et knaldgodt tilbud for den kvalitetsbevidste koncertgænger!
Mandag aften var konceptet udbygget med support – det vil reelt sige: udbygget til tre forholdsvis korte koncerter på én og samme aften. Den proteinrige bøf i midten – danske Amalie Bruun aka Myrkur (islandsk for mørke) – blev omsvøbt af en overskåret, islandsk sandwichbolle bestående af Árstíðir (support, neo-folk) og Sólstafir (afsluttende koncert, metalrock), og på den måde blev det hele lidt mørkt og mystisk, indhyllet som i en apokalyptisk, vulkansk, islandsk askesky.
Árstíðir, Myrkur og Sólstafir har som samlet pakke turneret rundt i Europa i fem uger, startende i Helsinki i midten af november, sluttende om to aftener i Stockholm! Med andre: De tre konstellationer i Pumpehuset kendte efterhånden hinanden.
Mit bud vil dog være, at Myrkur udgjorde det primære trækplaster i København – at dømme efter de mange sorte T-shirts med runer blandt publikum. I hvert fald rykkede folk som i en samlet bølge tættere på scenekanten, da hun – som en næsten dæmonisk figur – bragte uafrystelige rædselsskrig til torvs – materiale fra albummet, Mareridt.
Det var dét hun udtrykte på scenen: det rædselsvækkende mareridt. Hun stod (og bevægede sig scenevant og med naturlig autoritet) der, midt på scenen, klædt som en iskold dronning – i en helt enkel, ærmeløse, hvid kjole og indledningsvist sort diadem – der nok samlet set var som eye-candy, men samtidig signalerede noget uhyggeligt – både på grund af det slet skjulte ansigt, antydningen af vilde øjne bag sløret af lyst hår og det primale skrig, der igen-igen lød.
Myrkur var omgivet af ”brutale” – på en gang tilsyneladende indadvendte og ud-ad-reagerende – musikere med bordeauxfarvede hættetrøjer, optegnede ansigter og pigtråd i strenge og stikker. De tre ”brutaliteter” glemte man bare som publikum, når den bag- og oppefra oplyste, hvide kjole og det lyse hår og det forvrængede underansigt skreg det frygtelige mareridt ud. Alt det hvide og vide – der på midten af scenen – var magnetisk. Så dét fokuserede man på: det hvide og vide og mareridtet personificeret.
Figuren krakelerede kun i de korte momenter, hvor Amalie Bruun med antydningen af et smil bag sløret af hår sagde ”mange tak” eller ”skål” eller ”sidste nummer”. Figuren – eller rollen, for den sags skyld – forblev vigtigere (og bedre) end den mere almene publikumskontakt. Figuren bidrog fornemt til den apokalyptiske fortælling, aftenen som helhed bestod af. Især på grund af Myrkurs performative styrke, men også på grund af hendes åbenlyse talent og stilsikre omgang med teknik og kunst.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk