Hun pladedebuterede i 2015, men med sit andet album, Nielsen, Beethoven, Schumann, debuterer hun formelt set også som solist fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Dette, hendes andet album i eget navn, releases således i forbindelse med hendes afgangskoncert fra konservatoriets solistlinje, men – selv om Elisabeth Nielsen stadig er ung, må man – når man lytter til hendes omgang med musikken også sande, at det vil være naturstridigt at holde hende i uddannelsessystemet, eftersom hendes omgang med de store komponisters værker er så moden og velovervejet, at det aftvinger respekt og naturlig trang til at se hende indtage de store scener i verden. Både hendes lette og hårde finger-dans over tangenterne klæder især Schumanns Carnaval opus 9. Som på debutalbummet er det her som om, kontrasterne i netop Schumanns værk matcher pianistens temperament. I hvert fald er hendes forløsning – også af dette værk – så overbevisende moden, at man uvilkårligt tænker, at der er så meget bund i talentet og aflæsningen af Schumanns vision, at verdens scener må åbne sig.

****  /  Danacord  /  52 min.