Det franske jazzorkester med det mærkværdige navn bringer lige så mærkværdig musik til torvs, som man næsten kan forestille sig mulig. Orkesteret, der har bassisten Yorum Rosilio i spidsen, spiller således en særegen, skramlet og meget pågående form for musik, som både rummer elementer af avantgarde- og improjazz, af progressiv rock, af elektronisk musik og traditionel marokkansk musik. Man hører i genremikset klare bånd til den franske avantgardejazz og indie-rock, men også til den marokkanske trance og den centraleuropæiske, elektroniske musik. Med andre ord: Man hører en form for musik, som er sjælden i Nordeuropa. Musikken fremføres af elleve blændende gode – primært franske og nordafrikanske musikere – som på intet tidspunkt gør sig til for at tækkes konservative lyttere, men slet og ret stiller sig til rådighed for kanaliseringen af den mange facetterede og komplekse form for musik, som byder sig til. MarOkAït er i sandhed et overrumplende og overvældende sammenrend af strømninger.
*** / Le Fondeur De Son Records / 69 min. / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES