Til den Oslo-baserede jazzklub Cosmopolites jubilæum i 2006 blev den norske pianist og komponist, Jon Balke, bedt om at skrive noget nyt materiale til uropførelse i klubben. Han besluttede at invitere den marokkanske sangerinde, Amina Alaoui, til Oslo og skrev med hende for øje noget barokmusik og kombinerede på stedet denne med improviseret, søgende og sfærisk jazzmusik. Det hele mundede ud i en live-koncert – og albummet, Siwan – som var, er og bliver epokegørende. Musikken trækker både på den klassiske europæiske baroktradition, på den nordafrikansk/arabiske troubadour-tradition og på den moderne improjazz’ karakteristika. Siwan er dermed – i sandhed – et inspireret og inspirerende, kreativt møde mellem nord og syd og mellem de nævnte genrer. Det er slående, at Balkes genremiks fremstår som det naturlige resultatet af en arkitektonisk nytænkning og nogle dygtige håndværkeres fint afstemte samarbejde. Sangene er poetiske, musikken lyrisk. Og ikke bare fordi, Amina Alaoui synger så inderligt eminent, og fordi Jon Balke leder alle øvrige sidemen med superb snilde, men også – og netop fordi – det hele vokser så organisk sammen, når blandt andre violinisten Kheir Eddine M’Kachiche, håndtrommeslageren Pedram Khavar Zamini, Bjarte Eikes tolv baroksolister og trompetisten Jon Hassell byder ind. Musikken på Siwan er magisk, intet mindre.
**** / ECM Records / 64 min.