Jazzpianisten, Karen Mantler (datter af Michael Mantler og Carla Bley), udgiver ikke mere end højest nødvendigt. Om det er derfor, hendes Business is Bad, skal jeg ikke kunne sige, men der er gået tyve år siden, hun som orkesterleder sidst udgav noget på ECM’s sublabel, XtraWatt. I de mellemliggende år har hun ganske vist ladet høre fra sig via The Pet Project på Virgin Records, lige som hun har medvirket på flere af forældrenes album, været med i The Golden Palaminos, været sideman i Robert Wyatts orkestre, har spillet mundharpe på New York Citys gader, har undervist andre i det at spille mundharpe på New York Citys gader og har langet kaffe over diske i SoHo. Hendes mange facetterede kamp for at holde skindet på næsen har til gengæld sat et glødende præg på hendes tekstuelle univers, der på en afvæbnende måde kredser om det at være hjemløs, frustreret og gå til ubehagelige møder med revisorer og advokater. I den forstand har der aflejret sig nogle dybe spor af politisk, moralsk meddelsomhed i hendes sange, der nok fremføres med nonchalance, men også med ægte indignation. Som sidemen har hun valgt guitaristen Doug Wieselman (Anthony and the Johnsons, Lounge Lizards og Kamikaze Ground Crew fame) og Kato Hideki (Death Ambient Trio og John Zorn), og dén konstellation gør altså de forunderlige sange magisk kantede.

****  /  ECM Records/XtraWATT Production  /  46 min.