Den canadiske jazztrompetist, Lina Allemano, står med det ene ben på den eksperimenterende undergrundsjazzscene i Toronto, med det andet på den vildtvoksende avantgardejazzscene i Berlin. Hun har hjemme i begge byer og tager det bedste med fra den ene scene til den anden. Derfor er Lina Allemano Four’s Sometimes Y – som udsendes samme dag, som Lina Allemano’s Titanium Riot’s Squish It! – også bemærkelsesværdig. Sammen med saxofonisten Brodie West, bassisten Andrew Downing og trommeslageren Nick Fraser kradser hun så seriøst på overfladen, at melodilinjer splintres og andre tapetlag åbenbarer sig. Sometimes Y stiller så at sige spørgsmål ved alt (næsten alt). Albummet udfordrer, udfritter, udforsker. Og tilbage står man, som lytter, afklædt, rundtosset, forandret. Lina Allemano lefler ikke, søger ikke forsoning, går ikke efter lethed, men folder materie ud i al konkret ækelhed, og dét er både bemærkelses- og beundringsværdigt. For hendes æstetiske ambition udmønter sig ikke i introvert, men ekspressiv kunst med stort K.
**** / Lumo Records / 42 min.