BOGANMELDELSE Hvad titlen på Martin Halls nye selvbiografiske bog refererer til står mig – efter at have læst alle 248 sider – ikke helt klart. Hall er født i 1963 og bruger flere sider i sin bog på at skildre stort og småt fra årene op til 1971, så titlen henviser ikke entydigt til en klar afgrænsning af, hvilke år i livet, han skildrer. Titlen indikerer til gengæld, at der er flere bind i vente. Måske et kommende bind med titlen: 1986-2000. Og et med titlen: 2001-2015. Hvem ved? De afsluttende afsnit styrker i hvert fald indikationen. Hall afslutter denne (første?) selvbiografi med fortællingen om, at han – trods et udsvævende liv og misbrug af diverse – i 1985 nåede til den erkendelse, ”at resten af livet ventede” – at han måske ”var blevet for gammel til at dø ung.”
Selvbiografien skildrer et på mange måder ubefæstet og udsvævende væsens ungdommelige og livsfarlige søgen efter identitet og mening. Den skildrer et ungt menneskes uklare seksuelle, rastløst kunstneriske og romantisk politiske identitetsdannelse. Den skildrer en tids foranderlighed. En subkulturs moment. Og en ung mands forhold til sin far og mor. Og kun i begrænset omfang en musisk / kunstnerisk udviklingsproces. Man skal således ikke købe selvbiografien ud fra en forhåbning om at få indblik i Martin Halls musik – i afsættet og udfoldelsen. Til gengæld skal man købe bogen, hvis man interesserer sig for litteratur, sprog og tidsånd. Martin Halls litterære åre er nemlig bemærkelsesværdigt dragende. Og hans blik for tidens temaer afsindigt skarp.
At han i sin unge år – frem til bare det 22. leveår – skabte (eller tog del i skabelsen af) så mange orkestre som R.A.F., Identity, Ballet Mécanique, Before, Dialogue, Under For, Pesteg Dred, SS-Say og Front and Fantasy og i øvrigt påbegyndte en solokarriere; at han med forskellige orkestre fik mulighed for at blive support for Sods og New Order i Saltlageret, for Nico i Montmartre, for Psycic TV i Ungdomshuset og i øvrigt fik mulighed for at optræde på Roskilde Festival og møde Nick Cave, Iggy Pop og Genesis P-Orridge; alt det nævnes kun som biting i selvbiografien. Forholdet til blandt andre Poul Borum og Michael Strunge foldes mere ud. Og dét – som et led i skildringen af tiden, tidsånden og subkulturerne. Men – mest af alt foldes fortællingen om den unge Martin Halls forhold til sin alkoholiserede mor, Beth, ud. Og dén del af fortællingen er altså i sig selv det hele værd, for portrætteringen er eminent, sproget sublimt og alle de skildrede tildragelser og udvekslinger helt nøgne – uden (vil jeg mene) at være blufærdighedskrænkende.
Martin Halls evne til at reflektere og formidle sin forståelse er beundringsværdig. Derfor accepterer jeg også som læser en masse ubesvarede spørgsmål – for eksempel de mulige spørgsmål om hans egen udvikling som kunstner, forfatter, musiker, m.m. Jeg accepterer, at han i sin selvbiografi primært skriver om sine møder med andre – forældrene, vennerne, kollegerne – snarere end om baggrunden for sine egne beslutninger og valg. Og så bliver jeg imponeret og fornøjet over hans sprog! Dét, mest af alt.
Tag nu eksempelvis dette sprogligt blændende afsnit, hvori han skildrer sin ungdoms voksne forbilleder (herunder forældrene): De ”havde alle det til fælles, at de udøvede en slags irrationel fejring af stilens sejr over substansen. Det var dødsforagten, de repræsenterede, en æstetisering af livets lidenskabelige indsigelse mod forgængeligheden – hadet til begrænsningerne, reprimanderne og middelmådighedens diktatur.”
Eller tag dette eksempel – fra det år, hvor han som 22-årig begyndte at nå frem til den erkendelse, at han måske var blevet for gammel til at dø ung: ”Jeg erindrer perioden som et forløbende mix af grådfremkaldende samlejer og amfetaminsamtaler. Jeg var tom. Satte man et stetoskop mod mit hjerte, var der risiko for at blive suget væk på grund af trykforskellen.”
**** / Selvbiografi / Forlaget Tiderne Skifter / 248 sider / Også anmeldt i netmagasinet gaffa.dk