Den sydkoreanske jazzkomponist og -kapelmester, Jihye Lee, har komponeret dette værk for bigband – inspireret af historien om den færge, der ved hendes hjemlands kyst sank i midten af april 2014 og tog mere end 300 mennesker med sig i dybet og døden. Historien, som hun fulgte i medierne fra den amerikanske østkyst forvandlede sig i de følgende måneder og år til et miks af emotioner og på baggrund af dem, skrev hun dette værk – April – som skal sende lytterens tanker i retningen af april måned, det dybe blå, savnet og skylden. Musikken har Lee forløst med et 20-mands-orkester fra Berklee og Boston-området, men selv om den er dybfølt og så absolut vedkommende, vil jeg påstå, at man skal være mere end almindeligt klarsynet og åben i lyttelapperne for at kunne forbinde musikken med hændelsen og de følelser, den affødte. Men det er i virkeligheden også uvæsentligt for lytteren. Hovedsagen er, at musikken fungerer, at den er ekspressiv, voldsom, ikke for fastholdere, men netop vild som den hvirvelvind, der slog færgen ud af kurs.
**** / Eget selskab / 58 min.