Carsten Dahl: The Jester

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Albummet, The Jester, er et koncentrat af jazzpianisten Carsten Dahls første tre timer i selskab med et cembalo. Instrumentet stod tilfældigvis i et studie, hvor Dahl indfandt sig for at spille en helt ”almindelige” solo-session på klaver. Af spontan nysgerrighed satte han sig ved cembaloet, og der sad han så i tre stive timer og improviserede. Alt blev optaget og med albummet, The Jester, foreligger et koncentrat af de tre timer ved cembaloet. Albummet har Dahl opkaldt efter hofnaren, der nok i fortiden drev spøg og skæmt, men i realiteten også var en latterliggjort og ensom karakter. Måske lyden af instrumentet og dets åbenlyse referencer til renæssancens europæiske hoffer – kombineret med den danske cembalo-novices syn på sig selv som betvinger af instrumentet – har affødt titlen. Hvem ved? To ting er i hvert fald sikre: Instrumentets lyd sender tankerne tilbage til renæssancen, og Dahls musiceren resulterer i musik, der genremæssigt er som en særegen blanding af improjazz og kammerjazz. Musikken på The Jester sender i momenter tankerne i retningen af australske Dead Can Dance, der med sin gotiske musik i 90’erne prægede landskabet mellem den klassiske musik, den traditionelle folk og poppen. Men sine steder er musikken på The Jester også umiskendeligt Dahlsk, i slægt med hans præparerede klaver. Hans musikstykker er som perler på snor. Som helhed ambitiøse og præget af stor kunstnerisk dybde og tyngde.

****  /  Exlibris  /  44 min.  /  Også anmeldt i netmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share