Schweiziske Lucia Cadotsch regnes i den tysktalende, centrale del af Europa for at være et af de mest lovende vokale jazztalenter. Det står da også – med hendes nye album, Speak Low – klart, at hun er alt andet end en kliché, når det gælder om at løfte det, man kan kalde etablerede standards og ballader, op over main stream. Dels har Cadotsch en meget særegen, stærk vokal i sig selv, dels har hun to sidemen (og en usædvanlig instrumentering) bag sig. De styrker i dén grad indtrykket af, at Speak Low er noget særegent. De to sidemen – svenskerne Otis Sandsjö på tenorsaxofon og Petter Eldh på kontrabas – tilfører sangerindens versioneringer af evergreens som Speak Low, Strange Fruit, Moon River, Gloomy Sunday og Don’t Explain en helt usædvanligt ekspressiv kant. Selv om flere numre – f.eks. de to med Mancinis signatur – næsten må henregnes under ”underholdningsmusik”, bliver de med Cadotschs, Sandsjös og Eldhs mellemkomst næsten at regne for beliggende i grænselandet mellem kammer- og punkjazz – hvilket både er bemærkelsesværdigt og rosværdigt. De tre tager i dén grad livtag med materialet, og de lykkes fornemt dermed.
**** / Yellowbird Records/Enja / 46 min.