Reportage til netmagasinet gaffa.dk
Først og fremmest var der selvfølgelig prisuddelingerne.
Men dernæst var der de optrædende musikere og deres professionalisme. Uanset hvilke musikalske præferencer, man måtte have, udviklede torsdag aften sig sådan, at man ubesværet kunne bøje sig i støvet over det talent og den professionalisme, der kendetegner den vidtfavnende danske pop/rockscene. Eller i hvert fald de sceneoptrædende i Bremen Teater.
Der var selvfølgelig også alt det andet, som ikke bør undervurderes: den ustoppelige strøm af øl fra Royal og rør fra Jägermeister, den forrygende gode Hi-Fi-lyd i teatersalen, de mange yndige øl- og “tjeneste-piger” (med forskellige opdrag), de mange unge, smukke og seje blandt publikum, og den ukuelige vært Anders Breinholt. Alt det bar i én retning: frem mod en fest, der trodsede Bodil – stormen, der oppe på gadeniveau forsøgte at bemægtige sig kontrollen over alt og alle.
Ydmyghed er jo ikke det mest udtalte karaktertræk hos optrædende i rytmisk musik, men Mads Langervirkede oprigtigt overvældet og ydmyg – første gang han kom på scenen. Ydmygheden tog en anelse af de næste tre gange, og dog var det ydmygheden, der blev den dominerende faktor, når prisvindere skulle takke.
Kasper Eistrup var også ramt af ydmyghed – ganske vist i en mere rutineret udgave – da han skulle takke for prisen “Årets Danske Rock Udgivelse”. Han forsøgte – som den eneste – at sige noget begavet, noget der bundede i en eftertanke om det at få succes og risikere at miste jordforbindelsen. Desværre stoppede han sig selv, da han kunne mærke, at den takketale, han havde påbegyndt, kunne udvikle sig til en længere monolog.
Men det gode var, at takketalerne ikke – som sidste år (og som så ofte før) – udviklede sig til pinagtige ligegyldigheder.
Musikken, på scenen. Ja, det vidtfavnende program som helhed fungerede utrolig godt. Blandingen af korte koncerter (typisk bestående af to-tre numre) og noget, der antog karakter af “battles” (mellem to-tre bands) fungerede simpelthen optimalt. Eksempelvis var det et brag af en oplevelse at høre metalbandet Förtress blive afløst af pigepunktrioen Nelson Can. Især sidstnævnte imponerede med et stærkt selvværd, der afspejlede sig i en stærk og overbevisende optræden, der kunne få selv de mest irriterende “talkere” blandt publikum til at holde kæft et splitsekund.
Også et andet “battle” – mellem hip-hopperne 1) Jonny Hefty & Jøden, 2) Specktors og 3) Ponyblod Marvelous & Mosell imponerede. Dét, at de tre konstellationer havde få minutter til at trykke den af sammen med diverse dj’s – det bar netop frem mod en fest.
Mere konventionelle optrædender ved Noah, ved Kira, ved Sebastian Lind – og ved imponerende Go Go Berlin – fremstod professionelle. Det virkede simpelthen, det hele. Som følge af musikernes professionalisme og som følge af den gode lyd.
Kun én optræden kiksede en smule. Det var Ulige Numres. Carl Emil Petersen sang næsten konstant falsk gennem to af bandets numre, som dermed i sandhed blev ulige. Men dét fejltrin forblev det eneste alvorlige på scenen. Og skyldtes måske ene og alene dårlig lyd i monitorerne på scenen.
Folkeklubbens pauseoptræden på foyerscenen druknede i snak. Men fuck det! Idéen om at inddrage folkemusikken var fed og godt tænkt.
Uanset hvad, så blev aftenen en fest af den fede slags. Ikke som sidste år en ustyrlig fest i ungdomsklubben, men en gedigen voksen fest, der tydeliggjorde, at den vidtfavnende danske pop/rockscene er ramt af talent og professionalisme. Tænk bare på alle de nominerede, som IKKE modtog priser: Burhan G, Rasmus Seebach, Vinnie Who, Fallulah, Nabiha, Oh Land, Marie Key, Agnes Obel, Rasmus Walter, Ulige Numre, Dúné, Quadron, Panamah, Volbeat, Pharfar. Det er imponerende. Og dét stod klart, midt i festen i Bremen Teater.
At aftenens vært, Anders Breinholt, helt åbenlyst er et naturtalent gjorde kun det hele endnu federe. Breinholts belevenhed og frækhed er en ustyrlig morsom kombination. Godt, at den fortabte søn vendte tilbage!