Der var på forhånd meldt ”udsolgt” til Caroline Hendersons koncerter i Christians Kirken på Christianshavn. Og det forstod man egentlig godt, da man sad der – til koncert nummer to ud af fire.

Caroline Hendersons julekoncerter i Christians Kirken har jo – trods beskedne fire år på bagen – udviklet sig til en tradition. Ja, næsten institution.

Og ikke fordi, der på dette tidspunkt af året notorisk er gået jul i alt og alle. Men fordi sangerinden er blevet så bragende god. Og fordi så mange har opdaget det.

Set-up’et i år var minimalistisk.

Med sig havde Caroline Henderson således kun pianisten Nikolaj Hess og guitaristen Gustaf Ljunggren. Men netop dét – det begrænsede set-up og den konkrete casting – lagde op til noget nøgent.

Og nøgent var det – det, der udspillede sig foran alteret i Christians Kirken søndag. Nøgent i den forstand, at Caroline Henderson gik all in med et materiale, der dels bestod af etablerede og nye numre, dels bestod af ”rigtige” julesalmer.

Og nøgent i den forstand, at Hess og Ljunggren gik med!

Koncerten som helhed fungerede utrolig godt, idet den – med eminent dygtige Nikolaj Hess ved roret – helt ubesværet kombinerede det instrumentale med det vokale, jazzballaderne med salmerne.

Hess åbnede sammen med Ljunggren koncerten med en instrumental udgave af En rose så jeg skyde og lukkede sammen med Henderson og Ljunggren med en vokal udgave af Glade jul.

Men stærkest stod undervejs trioens versioneringer af Jesus (Velvet Underground), Unchained Melody (Elvis Presley m.fl.) og Ring Them Bells (Bob Dylan). Foruden versioneringen af det nummer, der er gået hen og blevet Hendersons signatur: Wild is the Wind (Nina Simone m.fl.).

I de numre – som til lejligheden også var minimalistiske (men ikke simple) i deres udtryk – viste Henderson (og de to sidemen), hvorfor der er god grund til, at julekoncerterne er udsolgt. Henderson selv var i de sange helt uovertruffen, dyb i klangen, ren, intens, troværdig. Nøgen. Blottet for forstillelse.

Man troede på hende som formidler, når hun ”åbnede” Lou Reeds – for øvrigt – enkle tekst til Jesus. Man troede på hende, når hun efterfølgende fortalte, at hun selv finder tryghed i kirken. Man troede på hende, når hun talte om ”kærlighed”, ”fællesskab” og ”nærvær” som forbindende nøgleord for dagens repertoire. Og man troede på hende, når hun i det hele taget bare sang sig ind i hjerterne på selv de mest hårdkogte blandt publikum.

Hvad dét angår kan Caroline Henderson noget, som i vores del af verden er ekstraordinært. Hun har X-factor.

Når hun så – oven i købet – finder sammen med så eminent dygtige instrumentalister som Nikolaj Hess og Gustaf Ljunggren, kan det kun gå op i en højere dimension.

*****