Jørgen Emborg er – om nogen – en levende legende på den danske jazzscene. Siden slutningen af 1970erne har han med sin kompositoriske stil, sit vidtskuende spil og i det hele taget – sin musikalske begavelse – skabt sin helt egen lyd. Han har ledet flere grupper i eget navn, har været hovedkomponist i Frontline (jazzfolkets yndlings-rockgruppe og rockfolkets yndlings-jazzgruppe), været co-leder i Mona Larsens populære gruppe, medlem af Danmarks Radios Big Band, medlem af det svenske Tolvan Big Band og af flere af tenorsaxofonisten Bob Rockwells grupper – og i flere andre sammenhænge været en efterspurgt sideman. Men han er altså også – still going strong – i eget navn. Det kan man forvisse sig om ved at anskaffe sig og lytte til What’s Left, hans nye gennemført flotte album med egen kvartet feat. Mathias Heise på mundharpe. Dét album kandiderer til at blive en klassiker – fint balancerende, som det er midt imellem det musikalsk elitære og det umiddelbart lyriske tilgængelige. Der er brasiliansk inspiration at spore, gæld til mundharpevirtuosen Toots Thielemans m.m.m., men altså også en umiskendelig Emborgsk signatur igennem det hele.
**** / Stunt Records / 48 min. / Også anmeldt i netmagasinet gaffa.dk