Anmeldelse på netmagasinet gaffa.dk
Hvert år op til jul gruer man som anmelder for, hvad man måtte få tilsendt af nye juleplader. For sjældent, meget sjældent er de værd at lytte til endsige skrive om. Ofte rammes man snarere af (mis)tanken om, at der spekuleres i et årligt tilbagevende salgs- eller airtime-potentiale.
Således også når man hører Hans Ulriks nye The Christmas Song. Pladen fremstår udspekuleret. Vel er det habile musikere saxofonisten har samlet omkring sig – Henrik Gunde, Kaspar Vadsholt og Søren Frost. Vel er det etablerede numre, de fire sammen har indspillet. Men man kan ikkefornemme, at pladen er båret af et påtrængende udtryksbehov.
The Christmas songfremstår pæn og poleret, teknisk set som værende i orden, men pladen er ikke andet og mere end det: pæn og poleret. Sagt med andre ord: The Christmas song er mainstream.
Et par numre er befriende smukke, men størstedelen er netop pæne og synes alene rettet mod et publikum, der for alt i verden ikke skal udfordres. Og dét gør pladen som helhed lettere uinteressant.
**
Stunt Records
54 min.