Den spanske jazzsangerinde, Celia Vergara, har med Time to Play lavet et album, der på mange måder indplacerer hende som en kvindelige europæisk pendant til de nordamerikanske croonere, Curtis Stigers og Michael Bublé. Flere af sangene på Vergaras nye album bliver forløst på en sådan måde, at associationerne stiller sig i kø. Hun lægger selv navn til de fleste af sangene, men hun vælger også – og det er så irriterende! – at versionere Sias store hit, Chandelier, og at slutte albummet af med en versionering af Lilac Wine, som Jeff Buckley udødeliggjorde. Det sidstnævnte nummer forløser Vergara på en måde, der aftvinger respekt, men hendes vokal bærer hende ikke på fornuftig vis igennem Chandelier, så dét skulle hun have holdt sig fra. Helt generelt agerer hun i et land, der grænser op til poprocken, vokaljazzen og underholdningsmusikken. Men bedst fungerer hun i den bløde pop og melankolske vokaljazz. Albummets bedste nummer er balladen, If He Is Just Fine, som kunne være en Celine Dion værdig med alle sine strygere og bløde ciseleringer. Dét nummer tydeliggør, at Vergara er en stor sangerinde!

***  /  Youkali Music  /  36 min.  /  Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk