Anmeldelse på netmagasinet gaffa.dk og i tidsskriftet CULTURES
A Lorca Soundscapeer den spanske jazzbassist Alexis Cuadrados viderekolportering af nogle af Federico García Lorcas protestsange om ulighed – skrevet i New York sidst i 1920erne. Cuadrado er selv baseret i New York og selv – næsten 100 år efter, at Lorca skrev sine tekster – vidne til ulighed i Det Store Æble. Det er formodentlig derfor, han har følt trang til – med afsæt i Lorcas poesi – at kommentere den øjeblikkelige fordeling af goder på USA’s østkyst. Under alle omstændigheder har komponisten / bassisten, der pt. indtager en fremtrædende plads på disse års sprudlende Brooklyn-jazzscene, allieret sig med Lorcas tekster, nogle nodeark, en håndfuld dygtige musikere og sangerinden Claudia Acuña. Med de ingredienser har han skabt et univers, der i klang og tonefald giver mindelser om traditionelle latinske protestsange samtidig med, at de signalerer en tæt forbindelse med de seneste års landvindinger indenfor instrumentaljazzen. Cuadrado har således formået at komponere et solidt, yderst interessant, lyrisk materiale og at samle en håndfuld mennesker omkring sig i en formstærk, dramatisk forløsning af selvsamme.
****
Sunnyside Records
50 min.
Comments are closed.