Anmeldelse på netmagasinet gaffa.dk
Der har i flere år været et bemærkelsesværdigt kunstnerisk samarbejde mellem den polske jazzpianist, Leszek Mozdzer, og den svenske jazzbassist, Lars Danielsson. Alligevel er det som om, de to tilsammen tager yderligere et skridt op ad rangstigen, når de er sammen med den israelske percussionist og vokalist, Zohar Fresco. De tre udgør nemlig tilsammen en helt ufatteligt stærk og fokuseret trio, som i dén grad fortjener opmærksomhed. Dét vidner dette nye album om. Polska er et uhyre flot og vellykket album med moderne triojazz af den mest melankolsk, gribende og samtidig pulserende slags. Den gennemgående, instrumentale melankoli opblødes igen og igen af Frescos sanseligt smukke og livsbekræftende vokal, men til tider også af et forfriskende, energisk instrumentalt samspil. I det forrygende åbningsnummer, Chai Peimot, er det som om, noget af det bedste fra Esbjörn Svenssons Trio og Pat Methenys gruppe er samlet i ét. Konstellationen – polakken, svenskeren og israeleren – er ganske enkelt verdensklasse – både hvad angår komposition og forløsning af materialet.
*****
ACT Music / Sundance
58 min.
Comments are closed.