Det femte album i serien, ”Breaking Borders”, er seriens hidtil bedste. Og det skyldes ikke bare materialet, men også – og især – dets forløsning. Den danske jazzsaxofonist, Benjamin Koppel, har denne gang samlet en gruppering omkring sig bestående af den amerikanske legende, trommeslageren Peter Erskine, den tysk/amerikanske bassist Johannes Weidenmueller og den danske pianist Jacob Christoffersen. Og når dén konstellation tager f.eks. fat om en Benjamin Koppel-komposition som ”The Unanswered Question”, hører man faktisk englene synge. Dét nummer er så formfuldendt, intimt og smukt, og så aldeles sublimt forløst af Koppels kvartet, at man kommer i den syvende himmel. I det hele taget klæder Erskines trommespil albummet: Hans puls er så eminent, hans slag så velafbalanceret. Det er til og med som om, hans tyngde og karisma smitter af på Koppel, Christoffersen og Weidenmueller. I Koppels spil indfinder der sig i hvert fald en meget klædelig ro. Om Christoffersen har denne i forvejen skal jeg ikke kunne sige, men matchet mellem de fire musikere er virkelig godt. Det løfter musikken.
**** / Tiger Music / 65 min.