Det er slående, når man sætter Søren Lampes nye vokaljazzalbum på, at der her er tale om en virkelig dygtig crooner. Søren Lampe er storyteller – en sanger, der først og fremmest bestræber sig på at iklæde en række standards fra the Great American Songbook – gevandter, der skaber billeder. Og missionen lykkes – takket være den stilsikre vokal og takket være den eminente opbakning fra pianisten Søren Møller, trommeslageren Morten Lund, bassisten Thomas Ovesen, guitaristen Per Gade, saxofonisten Peter Fuglsang og mundharpenisten Mathias Heise. Sangen og musikken, lyrikken og harmonikken går op i en højere enhed, der aftvinger respekt. Albummet er slow, grænsende til sentimentalt og klart ”old school”, men aldrig flæbende eller poleret. ”Slow & Sentimental” rummer enkelte af Søren Lampes egne tekster og kompositioner, men bedst fungerer hans ”covers” af evergreens som Hammerstein & Kerns ”The Folks Who Live On The Hill” og Evans & Livingstons ”Never Let Me Go”. I de numre når Søren Lampe op på niveau med den canadiske crooner, Michael Buble.
**** / Gateway Music / 51 min. / Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk