Hun pladedebuterede i 1992, har siden solgt 50 millioner plader og modtaget hele ni Grammy Awards. Selv om det er et stykke tid siden, hun toppede på karrierestigen, er hun stadig en stor soul- og R&B-sangerinde med et stort publikum, hvoraf nogle fredag aften indfandt sig i Falconer Salen på Frederiksberg. Her optrådte Mary J. Bliche umiddelbart før Maxwell, som hun turnerer rundt i Europa med. (De to spiller hver sin koncert, men med næsten identiske sceneopsætninger).
Den Mary J. Bliche, der trådte ind på scenen, var naturligt nok rutineret. Fra scenen leverede hun naturligt nok et særdeles effektivt miks af soul og R&B – sammen med sine fire musikere og tre korpiger. Det var bare som om, hun tillod sangene at blive for effektive og for maskinelle, for voluminøse og for mudrede. Især i løbet af den første halve time var de som forcerede, båret af rutinen. Kun blev de løftet til menneskeligt niveau af korsangerinderne Sharon Youngblood, Ashley Washington og Elizabeth Komba: De udgjorde med deres tyngde og ægthed et klart modstykke til scenens samlende figur, der selv forsvandt i maskinel effektivitet og dårlig lyd.
Mange blandt publikum nød alligevel helt åbenlyst koncerten – måske fordi de kendte hele repertoiret og selv kunne synge med. Men fokuserede man på det, der kom ud over scenekanten, var det mudder uden store nuancer. Det ene nummer gled umærkeligt ind i det andet og tredje og fjerde – frem til det tidspunkt cirka halvvejs i koncerten – hvor musikken for en tid ”forstummede” og Mary J. Blige holdt en tale om sit syn på mænd og kvinder og kærlighed og kriser. Som en anden tilsyneladende selvbevidst prædikant fortalte hun docerende, hvordan man skulle leve sit liv – som om hun naturligt nok havde mere styr på ret og vrang end alle os på gulvet og balkonerne i salen. Det kan være, at dét virker i USA, men det virker ikke i Europa – uanset hvor mange gange man så siger: ”Fight for you Right!”
Mary J. Blige må, som flere andre amerikanske superstjerner, være ramt af en blind tro på, at hun ved bedre. Måske har hun tjent så mange penge, at de mennesker, hun til dagligt omgås, retter ind til højre, når hun ytrer sig om det ene eller andet, og måske har den deraf følgende grandiositet sat sig som en falsk facade, der på scenen må understøttes af forceret musik, der mudrer. Måske. På en eller anden måde matchede det docerende i hvert fald hendes forcerede magtdemonstration på scenen. En magtdemonstration, som blot yderligere blev understreget af, at hun poserede sin tatoverede, body buildede og trimmede overkrop.
Om det var talens aflæggelse eller valget af numre, der gjorde udslaget, skal jeg ikke kunne sige, men koncerten tog lidt en drejning efter talen. Fra scenen blev der gradvist plads til flere nuancer, og hen imod slutningen forstod man reelt, hvorfor Mary J. Blige var blevet en superstjerne. For i nogle af de allersidste ballader – numre som I’m Going Down, Not Gone Cry og No More Drama – strålede hun i alle nuancer som sangerinde. Især i sidstnævnte nummer og i det naturlig slutnummer, mega-hittet Family Affair. Men den afsluttende opblomstring ændrede ikke afgørende ved den oplevelse, at alt for stor en del af koncerten var forceret og mudret.
*** / Koncert også anmeldt i netmagasinet gaffa.dk