Den danske jazzbassist udgiver to plader samtidigt, nemlig Viridian og Moras. To nye plader med to vidt forskellige besætninger, men med det tilfælles, at de byder på moderne instrumental jazz og nye kompositioner hovedsageligt skrevet af Haxholm selv. På Moras hører man komponisten og bassisten i en kvartet med klassekammeraten fra konservatoriet i Odense, trommeslageren Rasmus Schmidt, den amerikansk/engelske pianist John Escreet og den amerikanske saxofonist Seamus Blake. Og lige som i tilfældet Viridian er det vanskeligt tilgængelig instrumental jazz, der bringes til torvs. Faktisk en form for jazz, der kan forekomme at være et ”moras”, om end der er en rød linje igennem den. Igen swinger musikken upåklageligt, og igen består den af komplekse rytmiske skift og strukturer, der ikke er lineære, men som amøber der konstant bevæger sig rundt i former og figurer, der ikke lader sig indfange. Også Moras er intellektuel / smal, teknisk funderet og lytteværdig uden at please. Men, som i tilfældet Viridian, er det samtidig dens problem. Den er unødvendigt introvert om end der er enkelte numre, der rummer en sanselighed, der er ære værd: dette sidste gælder især den vemodige ballade, Umber.

****  /  Gateway Music  /  47 min.