Anmeldelse på Ivan Rods blog
At den islandske saxofonist har en voksende kærlighed til den danske jazzscene, fornemmer man, når man lytter til hans tre nyeste album. Det allernyeste, The Eleventh Hour, antyder endog, at kærligheden har nået et niveau, hvor den er ublokeret. Dét kan selvfølgelig skyldes, at Sigurdur Flosason i pianisten Nikolaj Hess, bassisten Lennart Ginman og trommeslageren Morten Lund har mødt sit danske dream-team. Materialet på The Eleventh Hou har han jo skrevet og arrangeret til netop dén konstellation. Og vi – som bor i Danmark og kender de tre – ved, at de hver især er eminente. Men islændingen formår altså også med sit materiale og væsen at samle dem og give dem plads til at udfolde deres potentiale, sammen. Ikke dermed sagt, at The Eleventh Hour fremstår som et revolutionerende eller epokegørende album, men det er et album, der er befriende let at forholde sig til – selv om det rummer kompleksiteter og flere lag. Musikken swinger. Samspillet fungerer. Retningen er klar. Smukke ballader med et iboende element af nordisk melankoli. Det er dét, The Eleventh Hour rummer.
****
Storyville Records
58 min.