Anmeldelse på Ivan Rods blog
Helle Hansen er efterhånden en etableret / rutineret singer-songwriter / jazzvokalist- og –komponist. Det kan man høre – simpelthen – når man lytter til hendes nye, gennemført storladne album, hvorpå hun optræder med Randers Chamber Orchestra, percussionisten Martin Klausen og (i et enkelt nummer med) sangeren Svavar Knútur. Det er fortællingen, Helle Hansen har i centrum. Teksterne og deres budskab, som serveres med stor(laden) instrumental support. Personligt er jeg ikke så meget for det næsten filmiske islæt, som orkesteret tilfører teksterne. Men det skyldes mest af alt, at de mange instrumenter meget ofte, meget let kommer til at overskygge fortællingen snarere end fremme den. Men, når jeg hører numre som f.eks. 13th Of March og The Streets Of Venice, kan jeg alligevel ikke undlade at tænke, at albummet just præcist kan blive Helle Hansens springbræt ind i filmmusikkens verden. Dét vil være en verden, hun kan håndtere. Men – er man til det storladne – skal det også gøre klart, at der i dén grad er noget at komme efter, allerede her. Noget dramatisk.
***
Heart Core Records / Gateway Music
63 min.