Efter succes i Tyskland i starten og midten af 1960erne med the ”American Folk Blues Festival” og the ”Spiritual and Gospel Festival” besluttede arrangørerne at lave endnu en festival: en ”Festival Flamenco Gitano”. Den fandt sted i november 1965. Her kunne arrangørerne præsentere et program med en række andalusiske kunstnere, som overfor det tyske publikum kunne optræde med den rige, autentiske og traditionelle folkemusik – de undertrykte spanske sigøjneres sang og musik, som var så gennemvædet af savn og smerte. Nogle af festivalens koncerter blev optaget og udgivet på LP i 1966 i en indspilning, der trofast dokumenterede traditionens magi. LP’en fik titlen: Festival Flamenco Gitano. Samme år fortsatte indspilningerne, og i 1967 udsendte det tyske selskab LP’en: Da Capo. Og netop de plader er nu – med Siggi Lochs og ACT Musics mellemkomst – blevet genudgivet på en dobbelt-CD, som er dybt fascinerende, autentisk og tænderskærende smertelig. Flamencoen er rå, forbindelsen tilbage i den dybe tradition evident og lyden klædeligt uperfekt – om end studieoptagelserne til Da Capo er mere polerede.
**** / ACT Music / 85 min. / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES