Den herboende finske sangerinde, Johanna Elina, er lidt af et bekendtskab. Ikke en typisk singer-songwriter eller jazzsangerinde, om end hun også er dét. Hun er mere søgende og (måske) mere uforudsigelig i sit udtryk. Vi kender hende mest fra vokalensemblet IKI, som tidligere i år udsendte et vildt fascinerende debutalbum, men hun albumdebuterer med ”Our Garden” også i eget navn. Og vel at mærke med et album, der lover godt for fremtiden. Alle numre er skrevet af Elina selv, og nogle af dem kan genrebetegnes som melodisk, jazzede ballader – til tider med et utraditionelt flaksende formsprog – nogle af dem som mere pågående, avantgardistiske vildskud. Det hele bindes troværdigt sammen af Johanna Elinas på én gang intime og fandenivoldske vokal og af et jazzorkester, som bl.a. i centrale positioner tæller navne som August Rosenbaum, Henrik Olsson, Joel Illerhag, Håkon Berre, Magnus Annestad Oseth og Francesco Bigoni. ”Our Garden” er et virkelig vellykket, formstærkt og formudfordrende debutalbum, som rummer nogle markante højdepunkter i numre som ”It Only Snows In Winter” og ”Dream Of A Family”.
**** / Eclipse Music / 47 min.