Anmeldelse på netmagasinet gaffa.dk
Det er forfriskende at lægge lyttelapper til jazzsaxofonisten Christina Dahls nye album. Både fordi hendes kompositioner er så vel turnerede, og fordi hendes jazzkvartet forløser dem så intenst luftigt. Musikken er melodisk og flerdimensional – og desværre lidt metallisk. Men den lever – trods det metalliske – i kraft af Dahls eget kraftfulde saxofonspil og i kraft af Niclas Knudsens lyriske guitarspil, Jesper Lundgaards virtuose basspil og Espen Laub von Lillienskjolds fint afstemte trommespil. Der er en god energi i kompositioner og noget forfriskende dynamisk over de fires forløsning af selvsamme. Kvartetten får således musikken til at emme af intimitet, fortrolighed og en nærværende trang til at udforske – og bedre kan udgangspunktet for et jazzalbum egentlig ikke være. Bedst fungerer de mere lyriske passager dog – eksempelvis de lyriske passager i et nummer som The Quest For The True Nightinggale. Dét nummer er albummets klart bedste. Det er melodisk, har retning og tyngde. Og rummer en fortælling, som for lytteren giver grundlag for eftertanke.
****
Storyville Records
56 min.
Comments are closed.