Hun er en forholdsvis hyppig gæst i København, den amerikanske singer-songwriter, Lizz Wright. Og heldigvis. For ikke bare er hun en aldeles eminent sangerinde, hun er også et menneske, som man falder for – fordi hun er så ydmyg, charmerende, ukrukket, nærværende og troværdig.

Når hun f.eks., som under koncerten fredag aften i Studie 2, giver udtryk for, at hun er berørt af begivenhederne i USA (læs: skyderierne og de sortes åbenlyse mangler på borgerrettigheder), men samtidig taknemmelig for, at hun har fået mulighed for at rejse rundt med sin musik og selv føle sig værdsat, så aner man dybderne i hendes udsagn.

Vel er hun, som datter af en sort prædikant fra et konservativt trossamfund i Georgia, selv rundet af spørgsmålet om race, religion og rettigheder, men hun har med sin egen stilfærdige frigørelsesproces og sit enorme sangtalent – som er funderet i amerikansk gospel – skabt sig en levevej, som nok startede i det små som en hobby side om side med det indtægtsgenererende arbejde i et forsikringsselskab, men nu har gjort store dele af verden til hendes ”arbejdsplads” – med sangen og musikken som eneste virke.

I dag er det ikke nok at indspille og udgive musik, man skal – for at leve af den – ud og levendegøre den. Og netop dét gjorde hun fredag aften i København – med sit første stop på en månedlang turné med fire virkeligt dygtige sidemen bag sig.

Hun lagde i Studie 2 ud med en meget personlig versionering af Neil Youngs ”Old Man” og fortsatte fra den over i sin egen stilfærdige ballade, ”Blue Rose”, og nummeret, ”The New Game”, der må genrebetegnes som svedig blues-rock. De tre åbningsnumre illustrerer meget godt, hvilke genrer Lizz Wright spænder over. Og fredag aften anskueliggjorde hendes tilgang til dem endnu engang, at hun netop er ydmyg, charmerende, ukrukket, nærværende og troværdig. Hun sang de tre numre – og hele aftenen – med en gribende varm glød i sin alt. Og netop med en troværdighed som gjorde, at det hele lød som om, hun tog afsæt i egne erfaringer og følelser og virkelig måtte videreformidle ud af nødvendighed. Numre som ”Surrender”, ”To Love Somebody” og ”Walk With Me Love” forløste hun med en dybt fascinerende nerve, men aftenens højdepunkt blev alligevel nummeret, ”Speak Your Heart”, der på aftenen blev hjerteskærende smukt.

Lizz Wright er ikke bare uhyre talentfuld, hun formår også at forløse sit talent med ægthed. Og dét er i sig selv et talent! Ligesom det er et talent at finde de rette sidemen. Og dem havde hun fundet! Sidemen, der både kunne skabe fremdrift og understøtte den smertelige melankoli, når det var dén, der var i spil.

*****  /  Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk