Johanna Sulkunen er en finsk sangerinde, der på syvende år bor i København. Hun er her til lands bedst kendt fra vokalensemblet IKI, men hun er også involveret i flere andre projekter og har blandt andet en karriere i eget navn – Johanna Elina – og i dén kontekst har hun lige udgivet et nyt, spændende album, Belonging.
Lørdag eftermiddag gav hun en interimistisk koncert på det lille Gallery Boheme i Snarregade (30 kvadratmeter i et rektangulært kælderlokale) i konstellationen: Johanna Sulkunen Duo med Anders Filipsen feat. Mikko Innanen på saxofon. Filipsen spiller synthesizers på Belonging, hvorfor det ikke kunne undre, at koncerten – udover improvisationer – bød på musik fra det album – om end fremført af et mindre set-up end det, man hører på Belonging.
Koncerten havde både i konkret og overført betydning karakter af undergrund – og dét er noget af det fede ved Jazzfestivalen i København – at den rummer alt fra det traditionelle til det avantgardistiske, alt fra det etableret rutinerede til det prøvende nye.
Udenfor vinduerne så man ben passere forbi i det brostensbelagte stræde. Indenfor så man helt hvide vægge, hvorpå der var ophængt en række sort/hvide fotos af – var det hjemløse? Det kom tilsyneladende bag på galleriet, at så mange publikummer fandt ned i kælderdybet, så der måtte improviseres for at skaffe siddepladser. Men der sad man så på stole, kasser, tæpper eller trappe – helt tæt i et intimt lille kælderlokale, da duoen plus én slag tonen af med en kradsbørstig, skrattende og skæv vrængen, som fik en til at føle sig hensat til et minimalistisk, musikalsk eksperimentarium i slutningen af 60erne – et musikalsk eksperimentarium uden fine fornemmelser for harmoni.
Klart var det, at de Johanna Sulkunen er en kapacitet – både udi sangskrivningens kunst og udi det at synge. Og interessante sange var der – hentet fra Belonging: sange som Somebody, Waiting og These Places, som alle fortjener fordybelse i aflytningen. Men sangene blev altså lidt skæmmet af de mellemliggende improvisationer, som især Mikko Innanen gik til på uengageret vis. Ikke desto mindre emmede helheden – herunder især Johanna Sulkunens egen sang – af en upoleret, klædeligt rå trang til at formidle. Og dét overskyggede det tilbagelænede, lidt ligegyldige element, som Mikko Innanens spil udgjorde. Derfor lod man sig også overbevise om kvaliteterne i den finske sangerindes kunst.
*** / Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk