Jeg tilstår! Da jeg så omslaget til den danske jazzsaxofonist Christina von Bülows nye album tænkte jeg: dette album rummer muligvis alt det, jeg ikke bryder mig om ved jazz: islandske sweatre, strømper i sandaler, piberygning og konformitet. Men, jeg blev klogere. For vel er albummet rundet af en åbenlys historie- og traditionsbevidsthed, vel udspringer dets musik af bebopens standards, men konformt, fodformet og antikveret er det altså ikke. Tværtimod. Vitalt vil jeg snarere kalde det. Og – til tider – inderligt. Især falder jeg for det godt ti minutter lange åbnings- og titelnummer – Sacha Distel og Jack Reardons The Good Life. Den inderlighed og langsommelighed og tyngde og ro, hvormed von Bülow med sin altsax og sine sidemen fortolker netop dét nummer er ganske enkelt suveræn. Musikkens karakter får mig faktisk til at tænke på Stan Getz, som da også i sin tid var von Bülows læremester og mentor. Von Bülows udtryk er lige så inderligt som Getz’, nummeret lige så vel turneret, som man kunne forestille sig, at Getz ville have turneret det. Det swinger, er nærværende og har nerve. Derfor gør det også mindre, at albummet ikke helt holder højde fra ende til anden.

***

Stunt Records / Sundance