Det ukonventionelle danske orkester, Strange Party Orchestra, fortsætter med The Factory, hvor orkesteret slap på forrige album, The Train. Det vil sige med rå, ofte a-rytmiske og disharmoniske lydcollager, der består af et miks af industrielle reallydsoptagelser og egentlig musik. Det er dét miks, der gør orkesterets musik så enestående. Vel rummer musikken elementer af klassisk, folk, jazz og mariachi. (Sidstnævnte genre er i forvejen som et mix af tango, latinblues og eurogypsy).

Men altså også reallyd. Og igen-igen må man konstatere, at det mærkelige orkester formår at skabe sammenhængende soundscapes, der antager filmisk format. Det er således ikke underligt, at orkesterets minimalistiske – og til tider bombastiske – musik anvendes til film, teater og ny cirkus. Musikken nedriver på begavet vis konventioner og genreafgrænsninger og bliver til noget anderledes nyt og som sagt – meget fascinerende og uhøjtideligt. Når man lyttede til The Factory er det som om, man stadig – efter The Train – er i bevægelse, på vej fra et til noget andet. The Factory er således som én sammenhængende, abstrakt fortælling om en transformation.