Han er et af hovednavnene på Copenhagen Jazzfestival 2016 (selv om koncerten blev annonceret sent, blev billetterne revet væk), og så er han pladeaktuel med Take Me To The Alley – endnu et smooth vokaljazzalbum fra maskulinitetens svar på Diana Krall. Take Me To The Alley er sine steder lidt for pæn og blankpoleret, men også sine steder en saftig og kraftig manifestation af, at den sorte vokaljazz i Gregory Porter har fundet en figur, der med talent, troværdighed og slagkraft kan tage over, hvor koryfæer som bl.a. Al Green har sluppet. Med et afsluttende nummer som French African Queen byder Gregory Porter alt andet på sit nye album modstand med en fanden-i-voldsk, pågående og medrivende R&B-, blues- og vokaljazzballade, der i enhver forstand sparker røv. Men albummet rummer også en række fremragende, mere stilfærdige ballader som Consequence of Love og Don’t Be A Fool, der tilsammen har potentialet til at hamle op med hans 2013 Blue Note-debut, Liquid Spirit, som solgte i millioner og i 2014 bl.a. indbragte ham en amerikansk Grammy for Bedste Vokaljazzalbum.

*****  /  Blue Note/Decca  /  51 min.  /  Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk