Sangerinden, Anja Kickbusch, genrebetegner sin musik som ”fransk garagerock”. Direkte adspurgt, hvad dét betyder, vedgår hun, at betegnelsen ikke er hendes eget påfund, men en vens. ”Men det, han mener, er nok, at musikken er dramatisk, teatralsk.”

Rigtigt er det, at hendes old-school retro-rock er rå og rummer antydninger af vaudeville.

Selv er danske Kickbusch født i 1978, men hun har hentet sin inspiration i 60’ernes og 70’ernes rock – især den britiske. Herfra har hun hentet det rå, u-raffinerede og enkle udtryk, som hun har matchet med sin fine, nuancerede og elegante vokal.

Med netop den kombination har hun først skabt indspillet og udgivet et album – Don’t Pretend i 2012 – og siden en EP – Safe i 2015. I begge tilfælde skiver, der er vellykkede og ærlige.

Uskyld

Hun er uddannet på Syddansk Musikkonservatorium & Skuespillerskole i Odense i 2012 – samme år som debutalbummet udkom. Herudover har hun studeret drama på en skole i Storbritannien.

Hendes forældre blev skilt, da hun var barn, hvorfor hun både er vokset op hos sin far på Nørrebro og sin mor i Ikast.

”Min far og min storebror lyttede meget til 60’er-rock, og jeg har altid selv været draget af den, fordi den har kant samtidig med, at der er en uskyld over den.”

Hun bruger ordet ”uskyld”, og jeg tænker: Sådan virker hun, bly, uskyldig.

”Jeg er som person reserveret, men når jeg synger og spiller, får jeg – som drengene i The Beatles – lyst til at krænge alt ud. The Beatles er pæne drenge, men det, de laver, har kant. Det er smagfuldt og rummer en vildskab.”

Frihed

Jeg spørger hende alligevel, om hun er en ”pæn” pige. Hun nikker og siger med et smil:

”Ja, jeg er en pæn pige, men jeg er ikke opmærksomhedssøgende. Jeg har ikke behov for at eksponere mig selv. Jeg vil gerne have min musik ud, men dét er det.”

”At skrive sange og musik er for mig en meget personlig, indadvendt ting. Når sangene og musikken er der, giver jeg slip og lader andre lytte. Og det er ikke fordi historierne i mine sange er meget personlige. Jeg skriver om generelle stemninger og følelser, som jeg håber, andre kan relatere til, men som person er jeg selv splittet mellem det indadvendte og udadvendte. På scenen elsker jeg at give slip. Der føler jeg en ekstrem frihed.”

Skramlet

Vi kan enes om at kalde hendes musik old-school retro-rock, ”men,” siger hun så:

”I virkeligheden er jeg ikke så optaget af genrebetegnelser. Jeg er med på, at man bliver nødt til at kalde sin musik noget og ja, det er retro-rock, jeg laver. Men når jeg står i studiet sammen med de andre musikere, sætter jeg ikke så mange ord på. Jeg har jo valgt mine musikere ud fra den lyd, jeg gerne vil have, og derfor er der noget underforstået, når vi sammen spiller min musik. Vi har fælles referencer og er for eksempel enige om, at trommerne skal kradse lidt og ikke være for rene. Bækkenet skal være brugt, og det samme skal guitaren, som i øvrigt ikke helt skal være stemt. Det hele skal lyde lidt skramlet. Og dét er vi enige om.”

60’er-lyden

”Vores fælles referencer kommer af, at vi lytter til det samme. Når vi står i øvelokalet eller i studiet, arbejder vi ikke lineært, men vi ved alle i hvilken retning, vi skal. Og dét kommer selvfølgelig også af, at vi efterhånden kender hinanden.”

”Jeg spiller selv guitar på en måde, de andre kan læne sig op ad, men jeg er samtidig – som udgangspunkt – åben overfor, at de andre og musikken kan bringe os ud ad en anden vej, end jeg havde tænkt mig. Med min EP, Safe, havde jeg for eksempel en helt konkret idé. Musikken på den er skrevet til klaver, men guitaren er fundamentet, som alle skal læne sig op ad. Før vi gik i studiet prøvede vi alle mulige idéer af, og det var fint, for i bund og grund befandt vi os samme sted. Vi var enige om, hvilken guitarlyd, vi skulle have, diskuterede slet ikke keys og trommer, for der var vi også enige. Kort sagt: Vi gik efter 60’er-lyden.”

Stemninger

Men teksterne? ”Ja, afsættet er altid et tema, et dilemma, en situation eller en følelse. Relationer er ofte et tema. Det, at vi har brug for at være os selv og brug for at være sammen med andre. Jeg er ikke story-teller, men jeg går efter stemninger. Hvordan teksterne så bliver til musik afhænger af, hvordan jeg får startet. Nogle gange forekommer det naturligt at spille en bestemt akkord og en bestemt linje, når jeg vil udtrykke noget bestemt. Under alle omstændigheder er det vigtigt for mig, at teksten og musikken understøtter hinanden.”

”Nummeret, Leave the Best Behind, handler om at sætte grænser i venskaber – grænser for, hvor meget man deler. Dét er en sang, hvortil teksten i dén grad er blevet kogt ind. Jeg arbejder tekstuelt meget i cirkler, som vand der søger mod et afløb. Nummeret, It Isn’t So, handler om at være alene og bilde sig selv ind, at det er dét, man har lyst til at være. Det handler om en brudt relation og om trangen til at vise omverdenen, at man alligevel har det fint.”

Temaer

”You Can’t Have It Back er en lidt naiv, sarkastisk sang, som handler om, at det hjerte, du har skænket mig, for altid vil forblive mit – uanset hvad der måtte ske. Et tema i mit liv er, at det har taget mig lang tid at blive voksen og erkende, at ikke alt er, som det ser ud; ikke alt varer evigt.”

”Endelig handler EP’ens titelnummer, Safe, om det at føle sig tryg. Har vi brug for andre for at føle os trygge? Skal vi bare vide, at der er nogen der? Eller kan vi selv? Igen, det handler om tryghed kontra frihed; sikkerhed, ro og stabilitet kontra kaos, udfordringer og nye veje. Det er også et tema i mit liv.”

Hun tager sig selv i at høre sig selv tale. Om ting der er personlige, og så siger hun: ”Jeg hader at fortælle om det. Jeg vil gerne lave musik og give koncerter, for der sker noget, når jeg spiller – så er det musikken og ikke mig, det handler om. Hvorimod det let kommer til at handle om mig, når jeg bliver interviewet.”

To personer

Dette sidste siger hun ikke kun fordi, hun har fået god respons på sine koncerter, men også fordi ”der opstår en energi under koncerterne – en energi, som folk tager til sig og responderer på. Vi opvarmede for Mellemblond, og folk lyttede intenst og ville snakke med mig bagefter: ’Hvem er du? Hvor kommer du fra? Hvad er det her for noget?’ Og det var fedt og overvældende. Så gav det hele mening.”

Du får det til at lyde som om, du er to forskellige personer – den på og den udenfor scenen…

”Det er jeg også. Der er stor forskel på mig som person og mig som musiker. Som person er jeg privat og anonym. Men mine sange vil op på scenen sammen med bandet, og så følger jeg med. Til dagligt taler jeg ikke med nogen om mine følelser, men når jeg står på en scene, går sluserne op, og så trives jeg i dramaet og det teatralske. Så elsker jeg, at musikken provokerer.”

In-your-face

”Jeg har tit oplevet at komme forbi en bar i København, hvor nogle har stået og spillet, og pludselig opdaget, at jeg ikke selv lyttede eller forholdt mig til musikken – selv om jeg har studeret musik og af samme grund åbner ørerne meget mere, end jeg ellers ville have gjort. Også derfor er den musik, jeg selv laver in-your-face! Uforudsigelig og dramatisk. Jeg vil have kontakt!”

”Min trang til at lave det uforudsigelige er til gengæld det, der gør, at min musik stritter i forskellige retninger. Selv om jeg reelt bestræber mig på at lave en helstøbt plade, er det som om sangene hver for sig lever deres egne liv. Jeg er som en kerne, hvorfra sangene stritter ud i hver deres retning. Jeg har da heller ikke en overordnet plan, idet jeg bedst kan skrive på det, der kommer.”