Lilly-Ann Hertzman går med sit nye album, Menneskeblomst, umiddelbart ud ad spor, der tidligere er blevet trådt og stadig er tydelige. Det er spor, trådt af sangerinder som Elisabeth, Trille, Pia Raug og andre i deres generation. Med andre ord: Lilly har skrevet og indspillet nogle sange, der er helt enkle og (desværre) uoriginale, selv om de er nye og helt og holdent af egen fabrikation.

Nogle af hendes sange, må genremæssigt betegnes som simpel dansk pop med rødder i nyere dansk visetradition. Sangene er båret af teksterne og af formidlingen af den nerve (til tider mangel på samme), der ligger i teksterne. Og de, teksterne, handler på metaforisk vis om varme og kulde, ensomhed og kærlighed, længsel og håb. Og alt dét kunne for så vidt være fint nok.

Men dansk/japanske Lilly er på albummet for dansk, fristes jeg til at sige. Og det er lidt ærgerligt, fordi hun dermed ”snyder” os for nye tiltag, nye vinkler, nye tolkninger, nye udtryk. Alligevel må jeg fremhæve enkelte numre som absolut lytteværdige. Det er numre som Hver sin vej og Under Et Tæppe Af Sne, som forløses meget, meget fint i samspil med Gustaf Ljunggren, Anders ”AC” Christensen og Lew Soloff.

***  /  Gateway Music  /  51 min.  /  Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk