Den danske singer-songwriter, Signe Svendsen, har skruet op for styrken på sit nye album, Rift. Stadig fornemmer man, at hun i bund og grund er en “simpel” troubadour – inspireret bl.a. af sin mangeårige “mentor”, Niels Hausgaard – men det er også som om, hun på Rift har haft trang til at sætte mere fut i sit eget fejemøg. Og dét er både godt og skidt. Generelt er lyden på albummet mere rå, intens og insisterende end på de to tidligere album. Og dét er altovervejende godt. Men stadig kunne man ønske sig mere innovativ fornyelse og tekstuel tyngde. Og dét er skidt. For man bliver let ramt af den tanke, at den insisterende lyd skal dække over manglende originalitet og tekstuel svaghed, hvilket formodentlig ikke har været meningen. Det er som om, Signe Svendsen virkelig har bestræbt sig på at få mere kant, og dét er prisværdigt – selv om hendes ”nye” udtryk altså hænger fast i en klang, der giver mindelser om årtier gammel, dansk folk- og poprock. Hun har forsøgt at forny sig og i vellykkede numre som Den sidste generation og Drømmerester lykkes hun selvforglemmende med det.

***  /  Bear Records  /  Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk