Den 78-årige norske jazzsangerinde, Karin Krog, har i snart en menneskealder været en af Nordens store – side om side med Sveriges Monica Zetterlund. Hun har tryllebundet med sin vokal, sine helt personlige fraseringer, sin helt personlige intonation. Tilsvarende har den 61-årige amerikanske tenorsaxofonist, Scott Hamilton, i snart en menneskealder været traditionalist, optaget af swing, til tider utrendy, i dag modnet og umiskendeligt sin egen, uhøjtidelig og ligefrem. På The Best Things In Life er det disse to figurer, der har fundet sammen om en række standards fra The Great American Songbook – standards der i sin tid blev kendt i kraft af bl.a. Billie Holiday, Stan Getz, Miles Davis, Lester Young og Erroll Garner. Med pianisten Jan Lundgren, bassisten Hans Backenroth og trommeslageren Kristian Leth som back-up har de to skabt et gennemført, flot, medrivende og dybfølt album, der så at sige revitaliserer de gamle travere, så de selv for en yngre lytter må forekomme teknisk gennemførte og kunstnerisk autentiske. The Best Things In Life er et forrygende godt udgangspunkt for et dyk ned i jazzens historie.
**** / Stunt Records / 52 min.