Den højt profilerede tysk/britiske komponist, Max Richter, deler vandene. Der er dem, der ser ham som en uhyre kompetent arvtager efter blandt andre John Cage og dem, der ser ham som indbegrebet af Kejserens nye klæder. Jeg vil hævde, at han er det første, og at ingen vil kunne lægge ører til hans helt enestående værk, Sleep, og forblive uberørt. Sleep er et banebrydende værk af otte timers længde, beregnet til afspilning under søvn. Richter er nemlig noget nær religiøst optaget af fænomenet søvn og har skabt sit forunderlige værk – dels på baggrund af egne erfaringer med søvn, dels på baggrund af utallige samtaler med den amerikanske neurolog og søvnforsker, David Eagleman. Sleep er Max Richters musik til den sovende, en undersøgelse af forskellige bevidsthedsniveauers oplevelse af og interageren med musikken. Nærværende CD, from Sleep, er udgivet – lidt i strid med Max Richters vilje, idet CD’en er et timelangt uddrag af det egentlige værk, et uddrag tiltænkt den vågne lytter. Men stadig er dét et banebrydende værk med dybt fascinerende og dragende musiske landskaber frembragt på klaver, orgel, electronics, strygere og vokal. Selv kalder Max Richter sit værk ”et manifest for et lavere tempo i tilværelsen” og ”En personlig vuggevise til en frenetisk verden.”
****** / Deutsche Grammophon/Universal Music / 60 min. / Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk