Jeg ved det godt: Man skal ikke have for høje forventninger til andre mennesker, for man bliver let skuffet. Alligevel havde jeg høje forventninger til Sophie Auster – ikke som menneske, men som udøvende kunster – for hendes tre album gav mig anledning til at have det. De bærer alle et vidnesbyrd om et stort talent. Hun kan noget som singer-songwriter og som performer. Hun kan være til stede, holde sin ben på jorden og synge som en engel. I den forstand var mine forventninger forståelige. Og tilgivelige. Men jeg blev skuffet, og det skyldtes en kombination af to ting: 1) Lyden på Loppen var alt for dårlig og 2) hovedpersonens mikrofonteknik helt utilstrækkelig.
Med sig på scenen til den minimalistiske koncert havde hun en eminent guitarist, hvilket jo skulle være godt set i lyset af, at Sophie Auster materiale notorisk er sart og sensitivt og har det bedst i et minimalistisk set-up. Men guitaristen spillede altså alt for højt. Og selv efter at nogle blandt publikum havde gjort ham opmærksom herpå, og han havde reguleret lyden, var hans lyd så høj, at Sophie Austers vokal i bedste fald kom til at fremstå vag, i værste fald ulden. Af uransagelige grunde rettede Loppens lydfolk ikke op på problemet, og Sophie Auster selv? Hun lod det passere eller mere sandsynligt: Hun var ikke tilstrækkeligt opmærksom på problemet. For hun sang bare videre, af karsken bælg, men også til denne lytters fortrydelse. For vel var hun charmerende, ægte, ukrukket. Men hun var også på sin egen måde medvirkende til, at koncertens lyd blev skævvredet fra start.
De to på scenen åbnede koncerten med de lettere hæsblæsende numre: Oh My Way og Wicked Word. Gik for en kort bemærkning over til et andet udtryk med de mere stilfærdige ballader: Find That Girl og I’m Going Down. For herefter at nå det, der skulle blive aftenens højdepunkt – nummeret Rising Sun – en blændende god og simpel sang om kærlighed. Ikke blot er netop dén sang fremragende godt skruet sammen, guitaristen tog sig også en pause på Loppen og overlod scenen til Sophie Auster og hendes akustiske guitar, så i dét nummer – det ene nummer – var lyden optimal og den sanselige dybde i Sophie Austers vokal tydelig. (Havde hun kun givet det ene nummer på Loppen, ville man med god grund have fået høje forventninger til hendes fremtidige virke). Men efter det nummer kom guitaristen tilbage på scenen, og så blev vokalen mudret igen.
Ikke desto mindre stod det klart, at numre som Leave Me Strange og Bad Manners havde hitpotentiale. Især de to numre har den power, der – i kraft af deres drævende, rå og upolerede karakter – kan gøre Sophie Auster stor indenfor americana. Det elendige lydbillede ødelagde altså ikke indtrykket af, at Sophie Auster er et uhyre charmerende væsen med et stort kunstnerisk potentiale.
*** / Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk