74-årige Dr. John var så gangbesværet, at han måtte bruge to stokke og en mandsopdækning på sin vej hen over scenegulvet til klaverpulten for at holde sig oprejst. Men da han først sad ved klaveret stod det klart, at han nok var stivnet i kroppen, men ikke havde gigt i fingrene endsige forkalkning i årene. Så let dansede hans fingre, og så elastisk var hans musiceren, at han fremstod som et kraftværk der, midt på scenen i Koncertsalen i DR Byen.
Dr. John er et ikon og et af Jazzfestivalens hovednavne, fordi han som komponist, pianist og sanger personificerer musikkulturen i New Orleans med sin helt særegne og helt uimodståelig blanding af R&B, rock’n’roll, blues, jazz, funk og zydeco. Hans musik emmer af creol, voodoo og i det hele taget ånden fra New Orleans. (Vanen tro havde han bl.a. et dødningehoved stående på sit klaver).
Selv lignede han på afstand en lazaron med sine krumme stokke, sin mærkværdigt fjerprydede hat, sin dreadlock-agtige hestehale og sine mørke solbriller. Men zoomede man ind, kunne man se, at han var ulasteligt klædt i (et skræddersyet?) jakkesæt og håndsyede sko.
Ikke desto mindre – kombinationen af musikken, dødningehovedet og den i det hele taget mørke fremtoning – gjorde, at Dr. John fremstod lukket og farlig og aldeles blottet for trang til at charmere. (Først da koncerten var slut, kiggede han for eksempel ud på publikum). Men med musikken byggede han reelt bro. Nok stak musikken i alle de nævnte retninger, men Dr. John bandt den sammen med autoritet – flankeret af sine fire ”klinikassistenter” – og derfor endte koncerten som helhed med at være sublim.
(”Klinikassistenten”, Sarah Morrow, imponerede i dén forbindelse helt ekstraordinært med sin respektindgydende story-telling på trækbasunen)!
Med numre som blandt andre Croaker Courtbullion, Renegade, Chicky Les Pas, Gris Gris Gumbo og Monkey Speaks trak Dr. John og hans assistenter publikum ind i et univers à la det, man kender fra Jim Jarmusch’ Down By Law. Der fandt man så sig selv – i en (om end ret stor) celle (læs: koncertsal) i selskab med et ikon, der selv havde et melodisk slægtskab med John Lee Hooker, et dæmonisk slægtskab med Tom Waits og et erfaringsmættet slægtskab med Willie Nelson.
Var det interessant? Ja, i dén grad! Koncerten var medrivende, fremragende, en oplevelse langt ud over det sædvanlige.
****** / Koncerten også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk