BOGANMELDELSE   Ludmila Spektor er sovjetisk jøde, født i Kiev i 1952, men siden 1979 bosat i København. Her kom hun til, sammen med sin mand, på flugt – især – fra den i Sovjetunionen så udbredte antisemitisme. I sine erindringer (skrevet i samarbejde med Jens Cornelius) kredser hun i et vist omfang om den klassiske musik, der spiller så central en rolle i hendes liv (hun er klassisk uddannet violinist, tilknyttet DRs Symfoniorkester), men først og fremmest kredser hun om det at være forfulgt – ikke på grund af sin religiøsitet, men på grund af sin etnicitet. Størstedelen af hendes i øvrigt velskrevne erindringer er et vidnesbyrd om den forunderlige brutalitet, den mentale undertrykkelse og den gennemgribende trøstesløshed, som herskede i det fattige, uoplyste og selvretfærdige (såkaldt) socialistiske samfund, som tilsyneladende ikke havde blik for den afgrundsdybe forskel på parolerne om fædrelandets fortræffelighed og dagligdagens absurde virkelighed. Forfatteren fortæller, hvordan hun som lille pige lærte at holde mund og lav profil. Hvordan hun (og hendes familie) oplevede antisemitismen, og kobler historien om Babij Jar med historien om efterkrigstidens fokus på raceadskillelse. Bogen er vigtig og god at blive klog af – med tanke på borgerkrigen i dagens Ukraine.

***  /  Skriveforlaget  /  214 sider  /  Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES