Jan Olsen var i 1990erne en central figur i det dansk/irske band, Still B; han var fast mand i Lasse Helners Band; og så var han i øvrigt involveret i en række teaterproduktioner. Men på et tidspunkt fik han nok, valgte den udøvende musikers rolle fra og fik sig en anden beskæftigelse. Nu – femten år efter at han forlod scenen – vender han imidlertid tilbage med EPen, Fairground – hans første udgivelse i eget navn. I det medfølgende pressemateriale udtaler han, at han har genopfundet sig selv som sangskriver, og at hans musik nu endelig også udadtil har ”fået den førsteprioritet, den altid har haft i sjælen”. Der er imidlertid ikke meget i EPens lydbillede eller tekstuelle univers, der indikerer, at han har fulgt den rytmiske musiks og sangskrivningens udvikling i de sidste femten år. Lydbilledet er nemlig både lettere antikveret og simpelt. EPen – med dens fem såkaldt ”tidløse” numre (som befinder sig i krydsfeltet mellem rock, blues, swing og folk) – kunne have været indspillet i 90erne, på et tidspunkt hvor hverken kravene til den tekniske eller kunstneriske dimension var høje. Udtrykket er således – med et par numre som undtagelse – som fastfrosset i en fortid, hvor byfester i provinsen ikke afkrævede kunstnerne det store.
** / Gateway Music / 20 min. / Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk