I en fascinerende serie, kaldet Duo Art, har det tyske jazzlabel, ACT Music, nu udsendt New Folks – en CD med den belgiske guitarlegende, Philip Catherine, og den noget yngre, tyske bassist, Martin Wind. Begges musiske karriere har været præget af et nært forhold til The Viking – den duo-plade, som Philip Catherine først i 1980erne indspillede sammen med den danske kontrabaslegende, Niels-Henning Ørsted Pedersen. Derfor er det med afsæt i dén, at de to (generationer) har fundet sammen og lavet et nyt duo-album, der på én gang kan høres som en hyldest til NHØP og samtidig helt er sin eget. Materialet på New Folks er altovervejende standards så som Dexter Gordons Fried Bananas, Oscar Pettifords Blues In The Closet og Hoagy Carmichaels Winter Moon – vel at mærke udsat for guitar og bas og intet andet. De bedste numre på albummet er imidlertid af nyere dato: Bedst fungerer versioneringen af Paul McCartneys Jenny Wren, Martin Winds komposition, Song For D, og Philip Catherines, Toscane. Netop dé numre har en helt særlig intensitet, en helt særlig lethed og livsnerve. De er arrangeret eminent og udført til absolut UG.
**** / ACT Music / 57 min. / Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk