Den lettiske mezzosopran, Elina Garanca, har både udseendet og stemmen med sig. Den 38-årige operasangerinde, som igennem det sidste årti bl.a. har været knyttet til operaerne i Frankfurt og Wien, er således i enhver forstand en skønhed. Både publikums øjne og ører kan finde mageligt hvile, selv når hun synger arier med en vis styrke. Dette nye album med den lysende stjerne understreger bare den sandhed: Meditation er et sanseligt, smukt album, med storslået musik og sang; arier af bl.a. Allegri, Mozart, Gounod, Bizet og Puccini; og af mindre kendte komponister som Ugis Praulins og Peteris Vasks, begge nulevende letter. Man kan hævde, at albummet er en slags absolut opera, en stribe perler på snor, som snarere skal hype Garanca end værkerne. Man kan hævde, at kunsten dermed er tvunget i baggrunden. Men man kan også hævde, at en præsentation af netop sangkunsten er albummets ærinde. Og gør man dét, må man lade sig imponere. Garanca er en eminent dygtig operasangerinde. Hun sanser og levendegør materialet til noget nær formfuldendthed. Sammen med Latvian Radio Choir og Deutsche Radio Philharmonie Saabrücken Kaiserslautern dirigeret af Karel Mark Chichon.
***** / Deutsche Grammophon/Universal Music / 72 min.