Den japanske pianist Makiko Hirabayashi er stort set ukendt herhjemme – og det til trods for, at hun siden 1990 både har været en del af den danske jazzscene og den danske verdensmusikscene.

Det er otte år siden, hun udsendte sit første album i eget navn, et trio-jazz-album med titlen ‘Makiko’, og med det slog hun – om ikke sit navn – så sine kompositoriske og improvisatoriske kvaliteter fast. Materialet på albummet var varieret, komplekst og alligevel melodiøst, tilgængeligt og sammenhængende.

Niveauet fra dén gang har hun udbygget på flere album og live er hun i dag en eminent improvisationsmusiker, med kontakten til den klassiske musik helt åbenlyst present. Når hun lørdag sætter sig ved klaveret i Frihavns Kirke bliver det da også for – med afsæt i en komposition af japanske Toru Takemitsu.

Toru Takemitsu (1930-96) var en unik og dominerende skikkelse i japansk musik i mange år. Han var autodidakt, og skrev både film musik og moderne klassiske stykker som forener træk af vestlig modernisme med traditionel japansk musik.

 

Jeg opsøgte Makiko Hirabayashi på hendes bopæl på Frederiksberg og spurgte hende blandt andet om forskellen på hvordan man som menneske tænker – i Japan; og i Danmark?

“I Danmark tænker man meget på lys og mørke,” fortalte hun. ”Sådan er det ikke i Japan. Der sætter man pris på hver enkelt årstid. I Danmark længes man altid efter den næste.”

“Japan er, som Danmark, omgivet af havet, men i Japan oplever man ikke havet så fredeligt som i Danmark. Naturkræfterne er anderledes voldsomme. Der er jordskælv og tsunamier og vulkanudbrud hele tiden, så japanerne er mere fokuseret på nuet. Gamle huse i Japan bliver revet ned og nye bygget op. I Danmark kan huse blive stående i flere hundrede år. I Japan er intet evigt. Japan har også oplevet krigen rigtig voldsomt. Tokyo blev ødelagt for 60 år siden. Der var intet tilbage. Og dét præger japanernes tankesæt.”

 

Makiko Hirabayashi er selv født i Tokyo. Hendes far var forretningsmand, hendes mor gymnasielærerinde. Moderen var musikinteresseret, spillede selv klaver og sikrede, at Makiko og hendes storesøster modtog klaverundervisning fra den dag, de blev fire år. Søstrene lærte at spille klassisk klaver…

“Men jeg var ikke så glad for Mozart. Hans musik var for perfekt. Jeg kunne bedre lide musik med harmoniske kontraster, modspil og drama. Jeg kunne bedre lide, at ting ikke var forudsigelige. Derfor er jeg også den dag i dag vild med Bach, som nok har skrevet nogle logiske kompositioner, men som også har tilført sin kompositioner alt andet. Musik skal, synes jeg, indeholdt kontrasterne – det gode og onde, flotte og grimme.”

 

Som 20-årig fik talentfulde Makiko et stipendie af Berklee College of Music i Boston. Og med dét et tre årigt studieophold på den legendariske rytmiske musikskole. Det var under det ophold, hun mødte sin mand – den danske jazzguitarist Morten Kargaard – og det var mødet med ham, der gjorde, at hun siden flyttede til Danmark. Men det er en anden historie.

“Jeg var ikke som ung interesseret i jazz overhovedet. Da jeg blev optaget på Berklee var jeg interesseret i soundtracks og i færd med at komponere min egen filmmusik på synthesizer – inspireret af Ruyichi Sakamoto og Jean Michel Jarre.

Jeg kunne ikke finde et sted i Japan at studere rytmisk musik. Man kan studere klassisk musik på universitetsniveau, men som komponist ville man skulle studere moderne klassisk 12-tone musik, og dén tonalitet ville jeg ikke kunne forlige mig med.”

Derfor gik turen til Boston.

“Det var som om, det var der mit eget liv startede. Jeg måtte for første gang klare mig selv og skulle for første gang bo så langt fra min familie.”

 

”I Boston hørte jeg en masse live-musik på byens spillesteder, og det var i den forbindelse, jeg blev så fascineret af den måde, man i jazzen kan improvisere. Jeg blev fascineret af den energi, der kommer ud af dét at spille jazz. Det var de mange jamsessions i byen, der gjorde, at jeg fattede interesse for jazzen. På et tidspunkt hvor jeg ellers studerede komposition og spillede violin fattede jeg kærlighed for jazzen og klaveret. Jeg begyndte at gå hos Jerry Bergonzi – en saxofonist, som underviste i improvisation på alle instrumenter, og han var så inspirerende som musiker og menneske. Det er måske ham, der har lært mig allermest, selv om jeg ikke havde ham som lærer på Berklee, men gik hos ham privat.”

 

”I tiden efter Boston spillede jeg meget jazz. Men jeg kunne godt mærke, at jeg ikke havde den samme baggrund, som jazzmusikerne i USA. Jeg kunne høre, at der var mange andre, der var bedre til at spille mainstream-jazz end jeg. Man spiller jo det, man er. Og det betyder meget for min musik, at jeg er fra Japan, og at jeg som ung opholdt mig fem år i Hong Kong med min familie. I Hong Kong gik jeg på en engelsk skole sammen med børn fra hele verden. Det var meget kosmopolitisk. Og sammen med min familie rejste jeg rundt i Asien – i Indonesien, Philippinerne, Thailand. Det er billeder derfra, der kommer frem, når jeg skriver og spiller musik.”

”Vi har forskellige stemmer. Japanere har én stemme, amerikanere en anden. Så ’jazz’ – det at spille standards, og det at improvisere – det får et asiatisk eller japansk udtryk, når jeg spiller.”

”Det betyder selvfølgelig også noget, at jeg har boet i Danmark i mere end 20 år, og at jeg har spillet med mange musikere her fra landet. At jeg i det hele taget har hørt meget nordisk jazz- og folkemusik. Jeg spiller jo også med Marilyn Mazur og Klavs Hovman, som begge er vokset op i Danmark. Dét har i sig selv påvirket min verden og mit udtryk. Ikke desto mindre er der elementer i min musik, som harmonisk lyder asiatisk, hvis ikke japansk.”

”Min musik er visuel. Den skaber billeder af Asien, hvis ikke Japan.”

 

De billeder, Makiko Hirabayashi lørdag aften kl. 20 vil fremkalde i Frihavns Kirke bliver med afsæt i en komposition af Toru Takemitsu, som i sidste århundrede var en unik og dominerende skikkelse i japansk musik i mange år. Han var autodidakt, og skrev både filmmusik og moderne klassiske stykker, som netop forener træk af vestlig modernisme med traditionel japansk musik.

 

Billetter à kr. 100 til den koncert kan købes på https://billetto.dk/da/events/makiko-hirabayashi-solo eller i døren.

Også publiceret (i forkortet udgave) i Østerbro Avis den 18. februar 2015