Den tyske tenorsaxofonist, Jason Seizer, er et naturtalent, en moden jazzmusiker med et helt særligt gehør og en helt særegen intuition og sound. Det bekræfter Cinema Paradiso, hans nye album, til fulde. Albummet, der er indspillet med en trio bestående af pianisten Pablo Held, bassisten Matthias Pichler og trommeslageren Fabian Arends, fokuserer på biograflærredet, idet alle numrene kredser om et filmisk tema eller en filmisk emotion – heraf albummets titel. Det interessante, for lytteren – som ikke sidder foran lærredet – er, at hvert nummer nok emmer af en perlende friskhed, men også at albummet som helhed har en symfonisk kvalitet. Flere numre har minimalistiske basgange, har noget repetitivt, noget næsten kontemplativt eller meditativt over sig – uden af den grund tilnærmelsesvist at være andet end uforfalsket jazzmusik af den ikke-ekspressive slags: smuk, drømmende, melodisk jazzmusik, på en gang enkel og kompleks og konstant med Jason Seizers varme tenorsaxofon i forgrunden.
**** / Pirouet Records / 52 min. / Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk