I midten af 90erne udgav Doky Brothers – pianisten Niels Lan Doky og bassisten Chris Minh Doky – to banebrydende plader på det legendariske jazzlabel, Blue Note. Pladerne solgte som var de stangtøj, placerede sig på top-10-lister verden over og udløste guld og grønne skove til de to danskere. Flere af jazzens koryfæer medvirkede på pladerne og tog del i de opfølgende turnéer. Dermed – med de to plader og turnéerne – lagde brødrene en væsentlig grund til den succes, de hver for sig siden levede videre på og med. Minh Doky bosatte sig i New York, Lan Doky i Paris.

I dag – små 20 år efter – bor de begge i København, men det er stadig sjældent, de mødes på scenen, for de har valgt forskellige veje rent kunstnerisk. Har valgt forskellige samarbejdsrelationer. Vinterjazzfestivalens Reunion er derfor lidt af en begivenhed: her skal de genforenede brødre nemlig spille 12 koncert på 6 dage. Alle på The Standard (som Lan Doky er kunstnerisk leder af). Og dét er lidt af en præstation! (selv om man typisk planlægger koncertrækker på dén måde i New York, hvor brødrene har boet: man spiller to koncerter hver dag, seks-syv dage i træk. Forskellen er bare, at New York er byen, der aldrig sover, en byen med et publikumsunderlag af en betydelig størrelse. København er – sammenholdt hermed – en provinsiel soveby med et begrænset publikumsunderlag – uanset genforeningens potentielle magnetisme).

Nå. Under alle omstændigheder mødte denne anmelder frem til den 3. af de 12 koncerter og oplevede en fin forbrødring – Lan Doky på klaver og Minh Doky på kontrabas foruden svenske Rasmus Kihlberg på trommer. De tre på scenen var et åbenlyst godt og solidt match i den reunion, som først og fremmest beskæftigede sig med en opdatering af det materiale, som udgjorde kernen på de to 90er-plader. Første nummer i The Standard var en fin versionering af Gershwins Summertime (fra Doky Brothers I). Andet nummer en fin versionering af Lan Dokys Children’s Song (ligeledes fra Doky Brothers I). Men først med det tredje nummer, Minh Dokys The Sniper (som i øvrigt ikke fandt vej ind på en af to Doky Brothers-plader) kom der imidlertid rigtig nerve i samspillet på scenen. Fra og med det nummer skærpedes udtrykket i trioen, og Minh Doky blev det naturligt frie, virtuose midtpunkt. Det er klart, at musikken swingede: Det var jo rutine en masse, der var på scenen. Men der var også noget stringent over store dele af koncerten. Og især takket være Minh Doky noget puls og pondus, dynamik og passion.

****  /  Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk