Telestjernen: Kultfilm fra Karup

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Midtjyske Rasmus Johansen aka Telestjernen pladedebuterede i 2009 med tre særskilte album, der kunne (men ikke nødvendigvis skulle) ses som en trilogi. De tre album hed Hvidt skidt, Roxy Grill og Ungt blod og fremstod, alene i kraft af deres visuelle identitet og sammenfaldende udgivelsesdato, som sammenhængende størrelser.

Nu foreligger så den insisterende og viljestærke midtjydes syvende studiealbum, Kultfilm fra Karup. De femten mellemliggende år har Telestjernen forsøgt at erobre et ståsted på den danske musikscene. Dét er et arbejde, der stadig pågår, eftersom det store gennembrud lader vente på sig. Mit bud vil være, at det nye album ikke er lig med et kvantespring i karrieren.

Generelt kan man sige, at Telestjernens sange og musik er konventionel(le) og kunstnerisk alt andet end unik(ke). Og dog – det tekstuelle fokus har et særegent, lokalt funderet præg – og dét er vel i sig selv unikt! Vi er f.eks. med en ung, lad fodboldspiller ude på fløjen på det lokale fodboldstadion; med i en ung kvindes drømme om en landejendom med hestefold og kartofler i kø; og øjenvidne til livet for en Sorteper i Wrangler vest med tændstiktykke ben. I den forstand er det billedrige univers særegent.

Telestjernen fremstår for mig at se og høre som et bud på en øjeblikkeligt sammensmeltning af Troels Trier og Poul Krebs. Telestjernens stil er kantet og uhøjtidelig – med tekstlinjer som ”Det eneste du ikke kan tage mig på er ordet” – og en instrumental forløsning, der for det meste er lige på, skramlet og beskidt.

***  /  Eagle Vision Records  /  51 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share