KONCERTANMELDELSE
Den britiske sangskriver og fortolker, sanger og pianist, Jamie Cullum, er det, jeg vil kalde en komplet kunstner. Dét slog mig, da jeg søndag aften igen-igen så ham på scenen i hovedstaden – denne gang på Falkoner Salens scene på Frederiksberg.
Jamie Cullum synes at have totalt gehør; at have fuld kontrol over sin stemme; ikke at have tekniske begrænsninger instrumentalt; ikke at lade sig styre af indskrænkende genrerammer, men tvært imod evne at favne bredt, og dét på organisk, naturlig og let vis (jazz, pop, rock, blues, gospel, bl.a.); samtidig med at han har luft til at fare rundt på scenen; hoppe op på og ned fra flyglet; springe ud blandt publikum og i det hele taget; give den hele armen, hele kroppen og hele sansningens apparat uden skelen til egen tiltagende alder, eventuelt erstatningsansvar (her tænker jeg især på flyglet) eller morgendagen (hvor en ny koncert venter).
Jamie Cullum er en komplet kunstner. Og til og med generøs (han havde eksempelvis svært ved at forlade scenen i sit elskede København, som flere fra bandet – ifølge ham selv – ankom til en dag før krævet – på grund af kærlighed til staden).
At gå til koncert med Jamie Cullum, der selv siger, at han har optrådt i Danmark i 22 år, er som at gå til koncert med en ADHD-diagnosticeret performer, der kan alt – med sin stemme og sine instrumenter – og som, trods en alder på nu 45 år, optræder som var han 22 og ude på et første, ungdommeligt erobringstogt. Han erobrer stadig instrumenter, kvadratmeter på scene og i sal. Og så erobrer han publikums hjerter. Simpelthen fordi han kan! Og fordi kærligheden er så åbenlyst gengældt.
Koncerten søndag aften var simpelthen eminent. Den var generøs og glædesfyldt. Medrivende – og dette sidste i sådan en grad, at man fik pulsen op. Som han selv sagde efter et af de numre, hvorunder han bad publikum rejse sig og danse: ”You’ll not need to go to the gym tomorrow”. Efter koncerten som helhed vil jeg hævde, at han ikke selv har brug for at dyrke fitness i dag, dagen derpå. Han var her, der og alle vegne. Langt ude i salen blandt publikum. Oppe på flyglet. Yderst til højre og yderst til venstre på scenen. Og så var han omgivet af et forrygende godt band – seks sidemen og én –kvinde – alle af høj klasse.
Uanset om han sang egne numre som ”These are the Days” eller etablerede sange fra the Great American Songbook – sange som ”Singing in the Rain” og ”I got You Under my Skin” – ja, så gjorde han det med respektindgydende styrke og autenticitet. Og alt – næsten alt – blev til fest. Fordi han og de syv andre på scenen ville og kunne skabe den fest. Alle bidrog med styrke – og det uanset om det enkelte nummer drog i retningen af pop, rock, jazz, blues eller gospel – uanset om specifikke passager var planlagt eller improviseret – alt rummede et swing, en sanselighed og noget ret unikt: et absolut nærvær, som jeg kender det fra jazzen!
Da Jamie Cullum for eksempel efter de mange ekstranumre blev på scenen for som solist at give flere ekstranumre, improviserede han sig ind og ud af kendte ballader, samtidig med at ændrede ordene i sangene og gjorde dem alle til en hyldest til København og det dedikerede publikum i København. Alene hans evne til at gøre dét – kombineret med han evne til at forblive i musikken – var det hele værd. Og alt måtte naturligvis få en ende, men der var ingen tvivl om, at han – trods alle fysiske udskejelser – havde svært ved at forlade scenen, hvor alt havde været til UG.
****** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk