KONCERTANMELDELSE

Chris Minh Doky & The Nomads har i februar udsendt et nyt album, New Beginnings, og udgivelsen følger Minh Doky og hans nye nomader op på med en turné, der torsdag aften ramte et pakket Hotel Cecil i København.

Det (lad os sige) modne publikum var åbenlyst ikke begejstret for at skulle stå – endda som sild i en varm tønde. Men måske havde arrangørerne tænkt, at der ville blive plads til flere (og genereret større billetindtægter), hvis stolene var fjernet. Arrangørerne havde bare ikke taget højde for, at det primært ville blive grå eminencer, der indfandt sig; at der i løbet af koncerten ville blive så ulidelig varmt, at de grå eminencer kom i overhængende fare for at dehydrere; og at musikken snarere lagde op til at lytte end til at danse eller hoppe på stedet. Som sild i en varm tønde – sådan oplevede hovedparten af gæsterne koncerten.

Ikke desto mindre var det en glad og oplagt Minh Doky, der gik på scenen sammen med sine nye nomader – Mino Cinelu (slagtøj), George Whitty (keys) og Keith Carlock (trommer). Minh Doky var glad – for orkesteret; for at være i sin egen fødeby; og for at se så mange forventningsfulde ansigter foran sig.

Og oprigtigt talt – jeg tror glæden var eller blev gengældt – trods omstændighederne på gulvet. For nomaderne og især deres frontfigur, Minh Doky, spillede med aldeles overbevisende autoritet. De leverede simpelthen.

Konstellationen spillede først og fremmest numre fra det nye album – og lagde ud med et af dets mest markante og filmisk hæsblæsende numre, ”Another Time”. Siden fulgte også det andet hæsblæsende nummer, ”The Sniper”. I begge tilfælde med en solid og manifest lyd fra Minh Dokys futuristisk opretstående og elektrificerede kontrabas. Lyden gav, som i øvrigt resten af lydbilledet, samme indtryk som lyden på albummet: Rytmen, tyngden, volumen – alt er tænkt bombastisk. Nok ind i et smoothjazz-univers, men med virkemidler og en baslyd lånt fra andre, mere populære genrer end jazzen.

Minh Doky er åbenlyst ikke bange for den bastante lyd, og dét – kombineret med hans lyse sind – gør oplevelsen af ham – på scene såvel som på album – atypisk i en nordisk kontekst. Måske er det hans mange år i amerikansk jazz, der – udover det lyse, pragmatiske sind – har gjort ham naturligt udadvendt, generøs og nysgerrig. Jeg ved det ikke. Men jeg konstaterede torsdag aften, at Minh Dokys væsen og tilgang til jazzen eksempelvis matchede Cinelus sprælske (og dog kontrollerede) tilgang til slagtøjet og jazzen. Og dét klædte konstellationen torsdag aften.

Det klædte den også, at den formåede at skabe intimitet omkring ballader som ”Forever and Always” og den gamle ballade, ”Lyset”. Som i Minh Dokys bagkatalog stod disse to numre ud som særligt lyriske, særligt smukke og raffinerede.

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk