KONCERTANMELDELSE
Den britiske sangerinde, Skin, og hendes lige så britiske band, Skunk Anansie, har igennem hele tre årtier (med nogle få års fravær) været en ikonografisk størrelse på den globale punkrockscene.
At konstellationen har eksisteret i mere end tredive år kunne man søndag aften nok aflæse af den rutine, der udsprang fra scenen i Store Vega i København, men der sprang ikke antydningen af rust af bandet, endsige af frontfiguren. Tværtimod. Skin og hendes tre sidemen var i dén grad levende og givende, velforberedte og nærværende. Og deres koncert? Den udviklede sig til intet mindre end en blændende kraftpræstation.
Materialet – det var en god blanding af nye numre, sange som ”Cheers” og ”An Artist is an Artist” fra det kommende, nye album – og gamle hits som ”Hedonism”, ”Secretly”, ”Weak”, ”Charlie Big Potato” og ”You’ll Follow Me Down”.
Især hvad de sidstnævnte, etablerede numre angår, kunne man have forestillet sig, at rusten kunne have sprunget, men nej. Skins og hendes bands tilgang til det gamle materiale var som naturligt forbundet med de nye numre. Alt var her og nu, live og levende. Og som altid – Skin gav alt, hvad hun havde – det var i hvert fald indtrykket. Hun sang igennem med sit berømte, næsten intimiderende og vrede udtryk, og samtidig havde hun åbenlyst let ved at vise sin glæde over kontakten med publikum på gulvet og balkonerne.
Hun var et menneske, der ville i kontakt med andre mennesker – tydeligst da hun midt i koncerten sprang ned fra scenen, forcerede sikkerhedshegnet og med ledningsfri mikrofon begav sig ud blandt publikum og tæt omsluttet af et menneskehav sang ”I Can Dream”. Hun befandt sig åbenlyst godt, der, midt på gulvet i Store Vega.
Men hun befandt sig også godt på scenen, hvorfra hun i momenter – med klar reference til USA’s præsident, Donald Trump – om hvor ”ridiculous” politik for tiden tager sig ud, og hvor vigtigt det er, at vi andre står sammen og kæmper for kvinders, migranters og minoriteters frihedsrettigheder, når nu de rettigheder er under pres. Når Skin stod der og docerede og politiserede, antog hun næsten karakter af prædikant blandt troende. Helt i tråd med ordlyden i åbningsnummeret, ”This Means War”, erklærede hun Trump og hans ligesindede krig!
Skin optrådte i det hele taget – uanset om hun sang eller talte – med karismatisk autoritet, klar tænding og eksistentielt nærvær. Det var dét – kombineret med det teknisk høje niveau – der gjorde, at koncerten blev så præget af autenticitet. Skin var i Store Vega, fordi det var vigtigt, ja, nødvendigt. Ikke fordi hun skulle hvile på laurbærblade eller gentage sig selv eller please nogen.
Hun kunne fra scenen med autoritet dirigere publikum til at råbe eller tie. Og det bare med små, distinkte arm- og håndbevægelser. Men samtidig smilede hun. Hun var glad og i sit rette element. Den perfekte kombination af autonomi og hengivenhed.
***** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk